Comfort zone

Jeg er tryghedsnarkoman.
Jeg har det bedst i min Comfort zone. Dog er jeg rykket lidt ud af den pt idet vi er på skiferie.
Jeg har stået på ski sidste gang da Anna lå i min mave (2006). Gangen før var da Gustav lå derinde (2001). Og før det... puha det er længe siden, da jeg var af sted med min mor og brødre til Norge. Vi var af sted et par gange selvom der egentlig ikke var råd til det. Min mor var alene med os men prioriterede skiferie på hotel hvor maden blev serveret og hun fik sovet, da vi unger gik ud som lys efter en dag på ski.

Nå, men jeg trives godt i min komfort zone.
Jeg kan stå på ski men er ingen ørn til det. Jeg holder mig derfor til øvebakken og de grønne pister. Og har det fint med det. Det siger mig ikke noget at komme op på de røde eller sorte pister.
Jeg kan godt hører på drengene at det gælder om at komme op på de svære pister. Men jeg har det godt på de grønne.
Mit knæ gør så vrøvl hvis den grønne pist er for lang. Hvis jeg skal svinge for meget eller stå for længe i trækliften.
Men jeg har det godt i min komfort zone.

Jeg ved godt, det er godt at komme lidt uden for sin komfort zone. Men jeg stræber ikke lige her efter mere. Jeg har det fint hvor jeg er.